Almennyttige fonde

Det lå Villum Kann Rasmussen på sinde, at en del af virksomhedens overskud går tilbage til samfundet på en måde, der gør en positiv forskel. Det er blandt andet grunden til, at der siden 1971 er oprettet en række almennyttige fonde i både indland og udland, deriblandt VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN.

Fondene støtter videnskabelige, kunstneriske, kulturelle og sociale formål samt dagslysforskning og ældre menneskers aktivitet. I begyndelsen var det beskedne beløb, der blev uddelt. Men beløbenes størrelse er steget i takt med, at fondenes grundkapital er styrket.

 

I 1991 blev Medarbejderfond for VKR Gruppen etableret. Fondens primære formål er at støtte medarbejdere i VKR Gruppen og deres nærmeste pårørende i tilfælde af død, sygdom eller ulykke og til børns uddannelse. Fonden yder også økonomisk støtte til almennyttige formål, som har tilknytning til VKR Gruppen.